Spring til hovedindhold

Systematisk tilrettelæggelse af læring lønner sig

Hvordan når du dit mål, når du arbejder med digital kompetenceudvikling? Der er mange håndtag at skrue på. Her guider vi dig omkring det tekniske systemlandskab og jeres interne organisering omkring læringen.

Digital læring er en genvej til effektiv læring. Fleksibelt, tidsbesparende og effektivt. I hvert fald, når det tilrettelægges godt og når det omkringliggende tekniske og administrative landskab er vel orkestreret. 

Første step er, at I har et velfungerende administrationssystem – et LMS. Er du allerede garvet indenfor udrulning af e-learning, så har du allerede et LMS, og så kan du hoppe til næste afsnit.  

Valg af LMS 

Et Learning Management System er nødvendigt, hvis du vil administrere dine medarbejderes kompetenceudvikling. Gennem LMS’et tildeler du kurser til dine medarbejdere, får overblik over, hvem der har gennemført og hvem, der måske har vanskeligehder ved at gennemføre. De fleste større virksomheder har et LMS, så spørg i din HR og/eller IT-afdelingen. De ved om I allerede har et system. 

Skal du ud at vælge et LMS, anbefaler vi, at det lever op til disse krav: 

  1. Understøtter gældende SCORM-standarder. E-learning leveres i SCORM (i fremtiden også i xAPI), og du skal være sikker på, at LMS’et understøtter aktuelle standarder. 
  2. Tilbyder en effektiv bruger- og kursusadministration. Få en demoadgang og hold øje med brugervenligheden. 
  3. Har et fleksibelt rapporterings- og statistikværktøj, så du nemt kan skabe et overblik over dine medarbejderes fremskridt og aktiviteter. Undersøg om der en mulighed for automatisering, så du automatisk modtager rapporter frem for at du selv skal sætte dem op hver måned. 
  4. Giver mulighed for at nulstille kurserne for individuelle medarbejdere.  
  5. Husker medarbejdernes progression i kurset, så de kan forlade et digitalt kursus og ”fortsætte, hvor de slap”, når de vender tilbage.  
  6. Differentierer mellem forskellige gennemførsels-typer som bestået/ikke bestået (passed/failed), gennemført/igang (completed/incompleted) og ikke påbegyndt (not started). 

    Opfylder dit LMS disse krav, er du rigtig godt på vej. Herfra kan vi anbefale, at dit fokus er på jeres interne rollefordeling.  

Tværfagligt samarbejde 

For at sikre en vellykket implementering af e-Learning er det vigtigt, at I ved, hvem der varetager hvilke roller internt i forhold til at sikre, at de digitale kurser får effekt, bliver modtaget godt og der sker en passende opfølgning efterfølgende. 

Tovholderen har det overordnede ansvar for udrulningen af den digitale læring.  

  • Hvordan får vi kurset ud til de rette personer? 
  • Hvordan følger vi op, hvis nogen går i stå? 
  • Hvordan prikker vi til dem, der har glemt eller bevidst undgået at fuldføre et kursus?  

Tovholderen kan være en faglig ankerperson eller en projektleder med rødder i IT eller HR. Det vigtigste er, at den ansvarlige person har både tid og evner til at koordinere og engagere de rette personer på tværs af organisationen.  


Den IT-ansvarlige sikrer, at den nødvendige tekniske opsætning fungerer problemfrit, da e-Learning er et samspil mellem format (SCORM), system (LMS) og slutbrugernes devices, det vil sige computer, ipad eller telefon.  

Fagpersonen er den person, der sikrer at indholdet i den digitale læring fungerer i forhold til hverdagens praksis. Samtidig er det fagpersonens rolle at planlægge optakten til kompetenceudviklingen, dvs tydeliggøre for medarbejderne, hvorfor kurset er relevant. Det skaber engagement og motivation, som er helt afgørende for læringen. Fagpersonen evaluerer ligeledes læringen. Har vi opnået den ønskede effekt? 

Lederen definerer jeres behov for rapportering og effektmåling. Måske er der endda behov for et årshjul, der fortæller, hvornår hvilke kurser rulles ud, så I sikrer løbende repetition. I et samarbejde med fagpersonen, vil det også være gavnligt at undersøge medarbejdernes engagement overfor læringen. Hvis engagementet er lavt, kan vi anbefale at gå undersøgende til værks. Det er muligt at arbejde med motivation i selve læringen og i hele organisationen omkring. Måske ved medarbejderne ganske enkelt ikke, hvorfor de skal brug 30 minutters fordybelse, når de har travlt med andre opgaver? 

I de organisationer, hvor det tværfaglige samarbejde fungerer optimalt, ser vi en større effekt af digital læring, så det kan betale sig at organisere sig strategisk på denne måde. En lille kompetenceudviklingsgruppe, der jævnligt mødes og evaluerer, er en god ide. 

Test opsætningen på en mindre gruppe 

Det kan være en god idé at teste implementeringen af jeres e-Learning på en mindre gruppe medarbejdere, på omkring de 10-15 personer. Det giver mulighed for at opdage eventuelle udfordringer og huller i både proces og kommunikation, før kurserne rulles ud til hele organisationen.

I denne testgruppe undersøger I for eksempel: 

  • Er det nemt for medarbejderen at logge på? 
  • Er det nemt at holde pause med kurset og vende tilbage dagen efter? 
  • Forstår de vigtigheden af kurset? 
  • Kender de jeres forventninger til dem efterfølgende? Forventes det fx, at de handler anderledes i fremtiden? 
  • Kender de jeres ønsker til, hvordan den nye viden forplanter sig i medarbejdergruppen? Er et fx noget, som I ønsker, at medarbejderne taler aktivt om? 

Der er mange ting, I kan bruge denne testgruppe til, og vi anbefaler derfor også en tæt dialog med gruppen for løbende feedback om kurserne og implementeringsprocessen.  

Skriv til os med spørgsmål

Vi håber, at disse anbefalinger kan inspirere og guide jer, så I får mest muligt ud af e-learning som værktøj.

Hvis I har spørgsmål eller feedback, er vi altid klar til at hjælpe. Skriv til Yusuf.