Hvad gør en arbejdsplads attraktiv?
Ifølge VIVEs vidensopsamling ”Attraktive arbejdspladser” er det ikke løn, frynsegoder eller moderne faciliteter, der alene afgør, om medarbejdere bliver. 
Det er derimod de forhold, der præger arbejdsdagen som:
- fleksibilitet
- stærkt fagligt og kollegialt fællesskab
- god organisering af arbejdet og opgaver
- klare muligheder for udvikling og kompetenceløft.
VIVE identificerer i alt 15 centrale faktorer, der tilsammen bestemmer, om en arbejdsplads opfattes som attraktiv. Mange af dem knytter sig direkte til medarbejdernes mulighed for at lære, vokse og lykkes i jobbet.
Sidder du i en organisation, hvor I gerne vil være stærkere i forhold til at tiltrække og fastholde medarbejdere, betyder dette, at I har behov for at tænke læring ind i arbejdsgange, kultur og ledelse. Se det ikke som enkeltstående initiativer, men gå struktureret til værks med en sammenhængende plan.
Faglig udvikling er afgørende for fastholdelse
Når medarbejdere oplever, at arbejdspladsen prioriterer deres udvikling gennem efteruddannelse, kompetenceløft og træning – skaber det både øget kvalitet i opgaveløsningen og styrket loyalitet over for arbejdspladsen.
Det betyder, at læring og kompetenceudvikling ikke blot er et HR‑værktøj, men en strategisk investering, der har direkte betydning for både fastholdelse, kvalitet og organisationens samlede attraktivitet.
Arbejdspladser, der formår at integrere læring i hverdagen, står markant stærkere i konkurrencen om både nuværende og fremtidige medarbejdere.
Muligheden for udvikling er en afgørende faktor, hvis arbejdspladser vil tiltrække og fastholde medarbejdere. Medarbejderudvikling er derfor ikke kun vigtigt for den enkelte medarbejder - det er også et strategisk redskab for arbejdspladser, der vil tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft.- Seniorforsker Bente Bjørnholt, VIVE
Unge generationer kræver inklusion, mening og udvikling
Tænketanken Equalis bringer et værdifuldt perspektiv ind i diskussionen om fremtidens arbejdsstyrke i deres analyse af ”Erhvervslivet i forandring”. Equalis fremhæver, at unge i stigende grad vælger arbejdspladser til og fra på baggrund af, om de oplever:
- reel inklusion
- mulighed for ansvar
- adgang til udvikling og karriereveje
- og en arbejdsplads med værdier, de kan identificere sig med.
Ifølge Equalis afhænger unges tilknytning af, om virksomhederne arbejder aktivt med kulturelle forhold, diversitet og lige muligheder. Når de oplever, at en arbejdsplads investerer i deres udvikling, styrker det både deres engagement og deres lyst til at blive.
Hvor VIVE dokumenterer, hvad der kendetegner attraktive arbejdspladser, bidrager Equalis med en forklaring på, hvorfor disse faktorer betyder så meget – særligt for de yngre generationer.
Det, vi ser i vores analyse, er, at unge ikke kun efterspørger udvikling for at avancere – men fordi det hænger tæt sammen med deres oplevelse af både mening, tilhørsforhold og lige muligheder på arbejdspladsen. Muligheden for at lære og udvikle sig bliver et konkret tegn på, om arbejdspladsen investerer i dem, inkluderer dem og giver dem reelle chancer for at lykkes.- Gine Maltha Kampmann, Adminstrerende direktør i Tænketanden EQUALIS
Set med et læringsfagligt blik er pointen central: Det er ikke selve kursusaktiviteten, der gør forskellen. Det er oplevelsen af, at læring er relevant, tilgængelig og forbundet med det arbejde, man faktisk skal lykkes med.
Når læring reduceres til enkeltstående forløb uden kobling til hverdagen, udebliver den effekt, som både VIVE og Equalis peger på.
Hvad er opskriften på en attraktiv arbejdsplads?
Når vi samler indsigterne fra VIVE og Equalis, tegner der sig et klart billede: En attraktiv arbejdsplads arbejder målrettet og sammenhængende med læring, inklusion og fleksibilitet.
Mange organisationer arbejder allerede med dele af disse indsatser. Udfordringen er ofte ikke ambitionen – men at skabe sammenhæng mellem strategi, læringsdesign og den daglige praksis.
Fokus på læring
Hvis I vil styrke jeres arbejdsplads, kan I derfor med fordel arbejde struktureret med:
- onboarding og reel assistance til opstart i nye roller
- løbende kompetenceudvikling
- feedback og udviklingssamtaler
- digitale læringsforløb
- interne læringsfællesskaber og videndeling
Betragt det på den måde, at læring er en investering i medarbejderens udvikling, og at det er en direkte vej til at:
- skabe mening i arbejdet
- styrke inklusion, fordi det giver alle mulighed for at lykkes
- give retning og motivation, særligt for unge medarbejdere
- øge fastholdelse, fordi udviklingsmuligheder reducerer opsigelser.
Sagt med andre ord, en arbejdsplads, der prioriterer læring, tilbyder noget af det mest attraktive til sine medarbejdere: en mulighed for at blive bedre, klogere og mere kompetent – uden at skulle skifte job.
Hvad kan I som organisation gøre?
Ønsker I at styrke jeres tiltrækningskraft og jeres medarbejderes engagement, så kan disse indsatser være et godt skridt på vejen:
- Tænk læring og udvikling som en strategisk kerneopgave
Ikke kun som kursuskataloger, men som en del af hverdagen - gennem læring i praksis, læringsfællesskaber, mentorordninger og digitale læringsmoduler.
- Arbejd aktivt med inklusion
Equalis dokumenterer, at lige muligheder, tilhørsforhold og kulturel åbenhed betyder ekstra meget for unge medarbejdere. En arbejdsplads bør derfor måle, synliggøre og arbejde aktivt med inklusion og diversitet.
- Tilbyd fleksible og hybridvenlige arbejdsgange
VIVE viser, at fleksibilitet og god organisering af hverdagen er afgørende for attraktivitet. Læring skal derfor kunne foregå både digitalt, fysisk og i hybrid form.
Vil du arbejde mere strategisk med læring?
Læring og udvikling på arbejdspladsen er et strategisk greb, der har betydning for både trivsel, fastholdelse og kvalitet i opgaveløsningen.
Spørgsmålet for mange organisationer er derfor ikke, om de skal prioritere læring – men hvordan det gøres på en måde, der hænger sammen med hverdagen og strategien.
Hos Gyldendal e-Learning arbejder vi med netop den oversættelse: fra ambition og strategi til konkret læring i praksis. Er du nysgerrig på, hvordan det kan se ud i jeres organisation, så inviter os til et uforpligtende møde.
Kilder:
- VIVE Attraktive arbejdspladser – en vidensopsamling, 2025, https://www.vive.dk/da/udgivelser/attraktive-arbejdspladser-en-vidensopsamling-lxmp1m3x/
- Equalis: Erhvervslivet i forandring, 2025, https://equalis.dk/viden/udgivelser/erhvervslivet-i-forandring